Kommende arrangementer

Søndag den 21. april kl. 10:00
Påskegudstjeneste

Onsdag den 24. april kl. 16:00
Åben kirke

Søndag den 28. april kl. 10:00
Sanggudstjeneste

Søndag den 5. maj kl. 10:00
Gudstjeneste

Kalender

Seneste prædikener

Abonner på podcast feed, åbn i iTunes her.

Papirløst samliv, ægteskab, skilsmisse, blive gift igen….

Vi har i ledergruppen arbejdet med hvordan vi i Vejle Oasekirke skal forholde os til disse spørgsmål. I vores drøftelse har vi blandt andet taget udgangspunkt i Dansk Oase´s dokument: Ægteskab, skilsmisse og gengiftning (trykt i uddrag sidst i dette dokument), vi har set hvad andre menigheder gør, og vi har drøftet det med menighedens tilsynsførende Anne Mie Skak Johanson.

Tilgang til emnet

Vi lever i en tid og en kultur hvor det traditionelle ægteskab er under pres. Indtil nu har der været en bred accepteret forståelse af, at ægteskab er en ordning for og en ramme omkring samliv mellem mand og kvinde. Denne forståelse er i opbrud ikke mindst efter at folkekirken har bevæget sig imod en kønsneutral forståelse af ægteskabet. I det hele taget betragtes ægteskabet mere og mere som en juridisk ordning, som man kan gå ind og ud af efter behov, og det at leve papirløst og i et ægteskab sidestilles på flere områder og der er intet etisk, som fremhæver det ene som bedre end det andet. I tiden er der meget fokus på følelser og individet frem for fællesskab og vilje til at arbejde på at få det til at lykkes

Ægteskabet som skabelsesordning

I Vejle Oasekirke vil vi gerne være en del af den strøm i tiden, som ønsker at se ægteskabet mellem mand og kvinde som en af Gud indstiftet skabelsesordning, som der bør værnes om, og som vi ikke kan se bort fra uden at bryde med Guds vilje på dette område.

Hvad så i praksis?

Ud fra de samme bibelske tekster, livserfaringer og teologiske helhedsovervejelser kommer man i kristenheden frem til forskellige måder at praktisere på ind i dette område.

Nogle mener, at der konsekvent er lukket for muligheden for skilsmisse og gengiftning. Den katolske kirke er et eksempel på dette og også præster i folkekirken har denne praksis. Andre mener på den samme baggrund at kunne åbne for en anden praksis, som vi kender det bredt i det danske kirkeliv, hvor der mere eller mindre åbnes for muligheden for at blive gift igen. I nedenstående dokument er disse synspunkter og nuancer beskrevet udførligt.

Hvad tænker vi?

Vi vil gerne udfolde en praksis på baggrund af flg. citater fra Oasedokumentet:

Guds oprindelige vilje med det ægteskabelige samliv mellem mand og kvinde er en livslang pagtsrelation, bygget på gensidig troskab, kærlighed, selvopofrelse, ærlighed og tilgivelse. ---- Hvor skilsmisse accepteres, bør det altid være sidste udvej, en absolut nødløsning og det mindste af to onder.

Vi mener, at det er eksegetisk forsvarligt som reformatorerne Luther og Calvin at betragte utugts- og forladthedsklausulerne hos Mattæus og Paulus som legitim begrundelse for skilsmisse og gengiftning. Men det bør samtidig slås fast, at skilsmisse bør være sidste udvej. Skilsmisse er altid et brud på Guds vilje og en deklaration af syndens magt i verden. Jesu undervisning om tilgivelse og forsoning går forud for klausulerne og bør altid tilstræbes i en ægteskabelig konflikt. Der er ingen ’automatik’ i forbindelse med klausulerne. Hensyn til eventuelle børn bør veje meget tungt i den enkeltes afgørelse. Men handlinger, herunder utugt, som gentages uden reel vilje til omvendelse kan være så sårende og nedbrydende for tilliden, at skilsmisse kan blive resultatet.

Da der ikke er et ”rigtigt” svar på dette spørgsmål, vælger vi at fritstille det enkelte medlem i menigheden i syn på skilsmisse og gengiftning. Det betyder, at man med god samvittighed kan have den holdning, som man er nået frem til, samtidig med at man må respektere at andre kan have en anden holdning.

Hvad gør vi?

Indgåelse af ægteskab i en kirke eller på rådhuset er vores kulturs og tids orden for at oprette den livslange pagtrelation mellem mand og kvinde. Derfor kan man ikke være medlem af menigheden og leve i et papirløst forhold.

Som medlem af menigheden forventer vi, hvis man er udfordret i sit ægteskab, at man gør brug af muligheden for sjælesorg, vejledning og råd hos menighedens præst, og at man i øvrigt søger hjælp hos dem man har tillid til. Endvidere bør man overveje muligheden for ægteskabsrådgivning hos professionelle.  Hvis man som fraskilt ønsker at blive gift igen, skal man sammen med menigheds præst under vejledning af menighedens tilsynsførende gennemgå et forløb med undervisning og vejledning, som evt. kombineres med et ægteskabskursus. Dette forløb vil have en tidsramme på min. et halvt år og tage afsæt i de pastorale overvejelser i nedenstående dokument. Indeholdt i dette er, at ønsket om vielse offentliggøres i menigheden, så alle kan omslutte parret med forbøn og alle har mulighed for at komme til præsten med evt. bekymringer og udfordringer i den anledning. Det er menighedens præst som samme med menighedens tilsynsførende og menighedens formand beslutter om vielse kan finde sted i menigheden.

Med hensyn til at være i tjeneste i menigheden, når man er i en ægteskabelig  livskrise, er udgangspunktet , at man trækker sig tilbage fra sin tjeneste for at skabe rum for at bruge flest mulige ressourcer ind i ægteskabet. På den måde passer man bedst muligt på sig selv, hinanden og menigheden. I samråd med ledergruppen afgøres det i det enkelte tilfælde, hvornår og hvordan man kan være i tjeneste igen i menigheden.

Indgåelse af ægteskab i Vejle Oasekirke

Helt generelt vil det kræve 2-3 måneder at få en ansøgning igennem for at få juridisk mulighed for at holde en vielse. Der skal søges hos myndighederne hver gang. Hvis man ønsker en vielse i menigheden skal man derfor være ude i god tid og den tid vil også blive brugt til samtaler med og undervisning hos menighedens præst.

Uddrag af ”Ægteskab, skilsmisse og gengiftning – et Oase-dokument”

3. Fire hovedtolkninger

Den teologiske drøftelse af problemfeltet skilsmisse og gengiftning er kompliceret, og de forskellige enkeltelementer, som indgår i en besvarelse, kan kombineres på mange måder. For overblikkets skyld vil vi forsøge at gruppere svarene i fire hovedpositioner, vel vidende at der er tale om en forenkling. Der følger en række nuanceringer i den efterfølgende drøftelse.

Der er i det moderne samfund en tendens til at betragte ægteskabet som blot en fornuftig ramme om samlivet, så længe begge parter ønsker denne livsform. Man ser intet etisk forkert er i at ophæve ægteskabet igen, hvis man kan gøre det uden at såre hinanden for meget. I et forsøg på at tilpasse sig denne samfundsudvikling har dele af det kirkelige liv omtolket ægteskabsløftet, så det ikke gælder indtil den fysiske død, men indtil kærlighedens død. Kærlighed er gjort til følelser, frem for (som det bærende i ægteskabspagten) vilje, handling, tilgivelse, forsoning og troskab.

Dette sekulariserede syn på ægteskabet er ikke indeholdt i de fire hovedpositioner, som vi nu skal beskrive. Det er et femte standpunkt, som i udgangspunktet ligger uden for den bibelske tanke om ægteskabet. De fire nedenstående positioner har det fælles udgangspunkt, at man ser ægteskabet som en af Gud indstiftet skabelsesordning, som der bør værnes om og som ikke kan ophæves, uden at der sker et brud på Guds gode vilje.

A. Det første hovedstandpunkt er, at de bibelske tekster konsekvent lukker muligheden for skilsmisse og gengiftning – og at kirkens praksis skal afspejle dette gennem en tilsvarende konsekvent afvisning af skilsmisse og gengiftning. Mattæus-klausulens relevans indskrænkes eller ’sættes ud af spil’ ved at begrundes i et særligt hensyn til den jødiske kultur. Der henvises f.eks. til (a) at samfundet forventede at en mand skilte sig af med en utro hustru – for ikke at komme i konflikt med denne forventning tillader Jesus (eller Mattæus) skilsmisse ved utroskab, eller (b) at det græske porneia kan tolkes om de for jøderne illegitime ægteskaber mellem folk af nær familie (3 Mos 18 om blodskam), eller (c) at porneia kan tolkes om før-ægteskabelig sexuel omgang – en jøde havde ret til at forstøde en hustru, som viste sig ikke at være jomfru ved ægteskabsindgåelsen.

Konklusionen bliver ifølge dette syn, at det ud fra de bibelske tekster er meget vanskeligt at legitimere nogen form for undtagelser fra Jesu forbud mod skilsmisse/gengiftning. Undtagelser findes dog, f.eks. hvor mennesker er i direkte livsfare, eller hvor der er tale om grov og vedvarende vold overfor ægtefælle eller børn. Her kan man lade sig separere, nogle vil også tillade skilsmisse, men som regel ikke nyt ægteskab.

Som en del af position A indgår ofte det grundsyn, kendt fra den katolske kirke og fulgt af en del evangelikale protestanter, at ægteskabet pr. definition er uopløseligt. Det betyder, at ethvert nyt ægteskab efter en skilsmisse altid og uundgåeligt indebærer et kontinuerligt ægteskabsbrud. Begrundelsen er Jesu ord om, at nyt ægteskab medfører ægteskabsbrud (i forhold til den tidligere ægtefælle); heraf sluttes at det første ægteskab stadig er reelt og åndeligt gældende på trods af en juridisk gyldig skilsmisse.

B. Det andet hovedstandpunkt ligner det første, hvad angår udlægningen af de bibelske tekster, men ikke hvad angår praksis og konsekvenser af en sådan læsning. Her vil man med lidt varierende begrundelser åbne op for en ’mildere’ praksis. Som begrundelse kan man inddrage andre bibelske principper såsom barmhjertighed. Jesu ord skal ikke tolkes legalistisk, hvilket bliver resultatet, hvis de isoleres fra andre bibelske kerneprincipper. Jesu ord taler om det ideelle forhold mellem mand og kvinde, sådan som det burde sætte sig igennem med Gudsrigets komme, men vi lever stadig i en ufuldkommen verden, hvor synd og brudthed gør sig gældende. Jesu ord er profetiske, de peger på en ny og bedre vej i forlængelse af Guds oprindelige intention: troskab, hellighed, kærlighed og tilgivelse mellem ægtefæller. Men de er ikke en ny lov, der sætter Det game Testamentes hensyn til ”de hårde hjerter” (eller rettere: til dem der lider under de hårde hjerter) ud af kraft. Profetiske udsagn har i deres radikalitet til hensigt at skære igennem en tids og en kulturs misbrug, slaphed, forfald og egoisme på et bestemt område – i dette tilfælde ægteskabet – men hensigten er ikke at tage højde for alle tænkelige livssituationer. Det vil ifølge dette synspunkt være at misforstå intentionen i og karakteren af Jesu ord.

Der henvises under standpunkt B endvidere til, at Jesu ord i Matt 5 om koblingen mellem skilsmisse/gengiftning/ægteskabsbrud står side om side med en række udsagn, hvor overdrivelsens virkemiddel (hyperbole) tages i brug (Keener i Wenham 2006:106). F.eks. hedder det, at man skal hugge sin hånd af, hvis den vil føre til fald. At se begærligt på en kvinde sidestilles med ægteskabsbrud. Disse udsagn tolker vi ikke bogstaveligt, så de får juridiske eller korporlige følger.

C og D. Det tredje og fjerde hovedstandpunkt er af den overbevisning, at både Jesus og Paulus taler om undtagelser, der i begrænset omfang ophæver de konsekvente udsagn imod skilsmisse/gengiftning. Man vil her tale om en, to eller flere situationer som legitimerer skilsmisse, og mange (men ikke alle) vil tilføje: tillige legitimerer gengiftning. Da det får stor betydning for praksis, om klausulerne kun bruges til at legitimere skilsmisse eller tillige gøres gældende for at legitimere nyt ægteskab, deler vi dette standpunkt op i to, henholdsvis C (klausulerne gælder også gengiftning – dette syn vandt frem med Erasmus, fulgtes af reformatorerne og er blevet fremført af John Murray i nyere tid) og D (klausulerne gælder kun skilsmisse – dette syn var udbredt blandt kirkefædrene).

De klausuler som er på tale er (1) utugt, (2) at blive forladt af sin ægtefælle, og nogle tilføjer: (3) andre alvorlige brud på ægtepagten og dens implicitte løfter. Ofte indgår talen om henholdsvis den ’skyldige’ og ’uskyldige’ part i dette standpunkt – udtryk som kræver en klar definition for ikke at misforstås - og der er en skelnen mellem ’legitime’ og ’illegitime’ skilsmisser/nye ægteskaber.

Inden for standpunkt C (klausuler giver ret til nyt ægteskab) vil nogle begrænse muligheden for nyt ægteskab til den ’uskyldige’ part. Andre vil sige, at når skilsmissen har fundet sted, er den gyldig for begge parter, uanset skilsmissens årsag – og den er gyldig i den forstand, at den giver begge parter principiel frihed til at indgå nyt ægteskab. En anden sag er, at mange kristeligt set vil fraråde den skyldige part at indgå nyt ægteskab, med mindre reel omvendelse og bod har fundet sted.

Hvad angår praksis kan standpunkt C ligne standpunkt B, dvs. udmønte sig i en ’mildere’ praksis. Men begrundelsen er forskellig: for B ligger begrundelsen i et overordnet princip om barmhjertighed og i forståelsen af Jesu ord som profetiske udsagn frem for lovord, for C hentes begrundelsen direkte i tolkningen af de bibelske udsagn om skilsmisse og gengiftning (disse læses som kasuistisk lignende regel-etik).

Kombinationer af de fire hovedpositioner er ikke ualmindelige. Man kan betragte det bibelske materiale som forskelligartet og f.eks. placere Jesu ord indenfor A eller B (altså i udgangspunktet en konsekvent afvisning af skilsmisse og gengiftning), mens Paulus, evt. også Mattæus, placeres indenfor C eller D med plads til klausuler (således Nissen 2003:201). Forskelligheden forklares ved, at Mattæus som forkynder og Paulus som menighedsplanter har den udfordring at skulle applicere Jesu profetisk konsekvente ord i menighedernes hverdag. For Mattæus’ vedkommende i en jødisk kontekst, hvor kulturen om ikke krævede, så forventede skilsmisse efter utugt. For Paulus’ vedkommende i en hedensk og i forhold til Jesus ny kontekst med blandede ægteskaber mellem kristne og ikke-kristne i hellenistiske miljøer. Denne udfordring får ham til at indføre en forladtheds-klausul (1 Kor 7,15-16). Ifølge dette syn går Paulus således foran med at kontekstualisere Jesu ord i en ny situation og viser dermed, at han ikke har forstået Jesu forbud mod skilsmisse som dækkende ethvert tilfælde.

Fælles anliggender i de fire syn. Alle de nævnte hovedpositioner vil på et eller andet plan begrunde sit synspunkt i Guds kærlighed. Sådan bør det være, eftersom kærligheden er grundessensen i al kristen etik og en opsummering af buddene. Man kan således hævde, at et kategorisk forbud mod skilsmisse og gengiftning er det kærligste, fordi det beskytter børnene og de udsatte ægteskaber mod den smerte en skilsmisse indebærer. Modsat kan det hævdes, at skilsmisse i dysfunktionelle og ulykkelige ægteskaber kan være det kærligste og mest beskyttende for både børn og voksne, samt at det vil være både ukærligt og uretfærdigt, at frasige en uskyldig part muligheden for nyt ægteskab.

Selv om det med rette ofte fremhæves, at det i mange tilfælde er umuligt at vurdere skyld og uskyld, er der andre tilfælde, hvor det er det eneste meningsfulde at tale om skyld og uskyld. Et andet anliggende som er fælles for alle fire positioner er understregningen af, at Guds oprindelige vilje med det ægteskabelige samliv mellem mand og kvinde er en livslang pagtsrelation, bygget på gensidig troskab, kærlighed, selvopofrelse, ærlighed og tilgivelse. Ønsket om at værne om biblens høje syn på ægteskabet er således fælles. Ingen ønsker at underminere ægteskabet ved at se let på forhastede skilsmisser. Hvor skilsmisse accepteres, bør det altid være sidste udvej, en absolut nødløsning og det mindste af to onder.

Foreløbige vurderinger. Inden vi går ind i en nærmere drøftelse af udvalgte problemstillinger fra de bibelske tekster og ovenstående fire hovedsyn, vil vi allerede her anføre de styrker og svagheder, som umiddelbart synes at følge disse positioner.

  • Position A, den ’stramme’ praksis, har den fordel, at man ikke skal ind og vurdere, hvem som er berettiget til skilsmisse og nyt ægteskab, og hvem som ikke er det. Der er klare og faste retningslinier, som kan stå som et bolværk mod en gradvis erosion af synet på ægteskabet. Hvor en skilsmisse alligevel (på grund af nød) realiseres, kan et nej til nyt ægteskab holde døren til forsoning mellem parterne åben. Styrken er også svagheden, den ufleksible praksis, der kan opleves som både uretfærdig og ubarmhjertig i mødet med virkelige livsskæbner. Og spørgsmålet er, om de tolkninger, der forsøger at komme uden om klausulerne, er holdbare.
  • Position B, den ’mildere’ praksis begrundet generelt i syndens virkelighed og Guds nåde, har som styrke, at man i højere grad kan komme mennesker i møde, der hvor det ægteskabelige samliv er gået i stykker og opleves uopretteligt. Der rækkes mennesker en ny chance gennem mulighed for nyt ægteskab. Faren er at det glider ud i en ’slap’ praksis, som ikke indeholder klare markeringer af det brud på Guds oprindelige vilje, som skilsmisse og nyt ægteskab indebærer. Et andet forhold som bør iagttages er, at man altid skal være forsigtig med at lade almene principper (her Guds barmhjertighed) sætte enkeltord (her Jesu ord om skilsmisse) ud af kraft, med mindre der er stærke argumenter for det.
Origenes (ca.230) fulgte flertallet, men fortæller også, at han kendte til biskopper, som viede fraskilte kvinder for at undgå et større onde. Inden Tertullian (ca. 220) blev montanist, var han åben for gengiftning, hvor skilsmissen skyldtes utugt. Basilius den Store (ca. 350) fortæller om, at det på hans tid blev mere almindeligt, at mænd, som havde sendt deres hustruer bort på grund af utroskab, kunne gifte sig igen. Selv tilsluttede han sig dog ikke denne praksis. Ambrosiaster (ca. 380) var en af dem, som praktiserede det, som Basilius opponerede imod. Hele kirkesynoder i Irland fulgte Ambrosiaster i 400-tallet. Det samme er kendt fra dele af Frankrig i 500-tallet. Det kan dels ses som en tilpasning til kulturerne, men også som en nybesindelse på Matt 19. Den yngre Augustin (ca. 400) kunne godt udtrykke en vis vaklen i sit syn på, om Matt 19 gav tilladelse til nyt ægteskab ved utroskab. Den ældre Augustin er kendt for sit mere faste syn på ægteskabets principielle uopløselighed (K.Larsen 1999:156-158).
Det gør indtryk, at et flertal af kirkefædrene udelukker muligheden for gengiftning, men det er som vi har set ikke et éntydigt billede. Mange vil i dag være teologisk uenige med kirkefædrene i flere andre spørgsmål, såsom spørgsmålet om viljens frihed, forståelsen af dåben, synet på seksualitet m.v. Kirkefædrenes asketiske idealer og deres anbefaling af cølibatet påvirkede generelt deres syn på ægteskabet. Selv om kirkefædrene er tidsmæssigt tættere på Det nye Testamente end os, kan vi ikke se bort fra, at indsigten i de kulturelle og sociale forhold i det 1. årh. er vokset ganske betydeligt gennem de sidste 30-40 års forskning. Det kan på flere punkter give os et forståelsesmæssigt forspring frem for kirkefædrene i tolkningen af de bibelske tekster.

.....

5. Pastorale overvejelser

Her følger til sidst nogle pastorale overvejelser og anbefalinger i spørgsmålet om skilsmisse og gengiftning i kirkens praksis. Disse overvejelser befinder sig i det vanskelige krydsfelt mellem gudsrigets allerede og endnu ikke, mellem norm og situation, mellem ideal og virkelighed, mellem discipelkrav og klausul, mellem visionen om fornyede hjerter og hårdhjertethed.

1. Den normative vision for ægteskabet

Skaberens vision for ægteskabet handler om en livslang relation mellem mand og kvinde, levet i gensidig kærlighed og troskab, som en afspejling af Guds forhold til sin skabning (Ef 5,25-33). Ægteskabet er en gudgiven skabelsesordning, en normativt bindende pagt, en beskyttende ramme om kærligheden mellem mand og kvinde.

2. Ægteskab og discipelskab

Kirken bør værne om ægteskabet gennem undervisning, vejledning og rådgivning, som udfolder, hvad kristent discipelskab betyder for livet i ægteskabet. Det handler om, hvordan ægtefæller kan leve i gensidig åbenhed og omsorg, kappes om at vise hinanden ære, kende kraften i tilgivelse og håndtere konflikter konstruktivt, vise respekt og omtanke i ord og handling, lære at lytte og tage tid til fællesskabets stadige fornyelse, have et åndeligt fællesskab om Guds ord og bede for og med hinanden. Kirken bør skabe en kultur, hvor det er naturligt at være åben om ægteskabelige kriser og vanskeligheder, inden de vokser sig store og uoverskuelige og skaderne opleves som irreversible.

3. Når krisen rammer

Hvor ægteskaber er i krise, må det kristne fællesskab træde til med hjælp og støtte, rådgivning og forbøn. Der vil ofte være brug for professionel par-terapi. Kriseramte relationer må så vidt muligt bringes ind under korsets forsonende kraft ved at begge ægtefæller står i ansvarlighedsrelationer til andre i det kristne fællesskab og er villige til sammen med fællesskabet og hinanden at påbegynde en vandring mod forligelse og fornyelse.

4. Rum for forskellige holdninger

Biblens syn på det normative udgangspunkt for ægteskabet er klart. Det er synet på eventuelle afvigelser fra denne norm som kompliceres gennem teksternes tilsyneladende uhomogene karakter. Alle de fire hovedsyn, som er beskrevet i kapitel 3 i dette dokument, er båret af ønsket om at være tro mod Guds ord og bør efter vores vurdering mødes med respekt og forståelse. Den enkelte menighed må efterstræbe at finde en praksis, som efter menighedens overbevisning afspejler Guds ord og de kristne værdier i forsøget på at forvalte både sandhed og barmhjertighed.

5. Undtagelse og nødordning

Vi mener, at det er eksegetisk forsvarligt som reformatorerne Luther og Calvin at betragte utugts og forladthedsklausulerne hos Mattæus og Paulus som legitim begrundelse for skilsmisse og gengiftning. Men det bør samtidig slås fast, at skilsmisse bør være sidste udvej. Skilsmisse er altid et brud på Guds vilje og en deklaration af syndens magt i verden. Jesu undervisning om tilgivelse og forsoning går forud for klausulerne og bør altid tilstræbes i en ægteskabelig konflikt. Der er ingen ’automatik’ i forbindelse med klausulerne. Hensyn til eventuelle børn bør veje meget tungt i den enkeltes afgørelse. Men handlinger, herunder utugt, som gentages uden reel vilje til omvendelse kan være så sårende og nedbrydende for tilliden, at skilsmisse kan blive resultatet.

6. Legalismens fare

De to nævnte undtagelser/klausuler bør ikke tolkes legalistisk eller kasuistisk i den forstand, at kun de nævnte forhold kan danne grundlag for skilsmisse (Valen-Senstad 1987:18). Man kan argumentere for, at forladtheds-klausulen kan bringes i anvendelse også i ikke-blandede ægteskaber, hvor en troende ægtefælle kræver skilsmisse og stiller sig uden for Guds ords rækkevidde i spørgsmålet om forligelse. Vi mener ikke, at biblens udsagn i disse spørgsmål tager højde for enhver tænkelig situation. Der kan være andre nødstilfælde som f.eks. fysisk og psykisk vold, hvor skilsmisse er det mindste af to onder og en konsekvens af menneskers ’hårde hjerter’. Er et forhold neddykket i bitterhed og destruktion efter at alle tænkelige både interne og eksterne ressourcer er opbrugt, må det overvejes om ikke kærlighedens lov dikterer skilsmisse. Sagt med Luthers dristige ord: ”Der skal ikke gives nogen lov, uden at den skal blive bøjet og styret efter kærligheden”. Menneskelivet er så kompliceret, at der ingen lov eksisterer som gælder i alle tilfælde, bort set fra kærlighedens lov.

7. Forligelsens prioritet

Også efter en skilsmisse bør ægteskabelig genforening efterstræbes, hvor der ikke er fare for overlast, og hvor tidligere destruktive mønstre i relationen menes at være helet. Biblens restriktive syn på gengiftning har til hensigt at holde forligelsens mulighed åben (1 Kor 7,11). For ikke at lukke døren for en genoprettelse af ægteskabet kan man vælge at leve alene. Man bør fraråde at gå forhastet ind i et nyt ægteskab og i det hele taget at gifte sig igen, med mindre bruddet med den første ægtefælle opleves irreversibelt. Er man fraskilt og ens tidligere ægtefælle gifter sig igen, må forsoningens mulighed siges at være definitivt ophørt.

8. Omsorgen for de fraskilte

Fraskilte må favnes af menigheden som fuldgyldige medlemmer og være genstand for fællesskabetsstøtte og omsorg. De omvendelses-, helings- og genoprejsningsprocesser, der omtales under punkt 10 (vedrørende vejen hen mod nyt ægteskab) og punkt 11 (vedrørende lederes vej tilbage til tjeneste) rummer elementer, som er relevante for alle fraskilte, også dem som vælger at leve alene og ikke har en lederfunktion i menigheden. Forkyndelsen af syndernes forladelse skal lyde til de fraskilte, som til enhver anden. Det betyder ikke en minimering, reducering eller bortforklaring af syndens alvor, men at synden ikke længere tilregnes.

9. Skriftemåls- og bodshandling ved gengiftning

Vælger man som menighed at praktisere vielse af fraskilte i kirken, bør der så vidt muligt indgå en skriftemåls- og bodshandling, enten forud for eller i sammenhæng med vielsen (jf. J.Stott 1984:277). Handlingen tjener et sjælesørgerisk formål for dem som skal vies, og værner samtidig menighedens syn på ægteskabets hellighed, så dette ikke undermineres af vielse af fraskilte. Hvor en skriftemålshandling foretages forud for vielsen, er det vigtigt, at begge parter (dvs. de to som skal vies) er til stede. Det anbefales endvidere, at nogle venner eller menighedsmedlemmer deltager som vidner for at undgå en privatisering af handlingen. I vielsestalen kan der henvises til den forudgående skriftemålshandling, så den ’synliggøres’ for menigheden. Skriftemålet skal ikke ses som en isoleret handling, men bør så vidt muligt indgå i en proces af omvendelse og genoprettelse i menighedens fællesskab. Ideelt set er skriftemålet blot den symbolske afslutning på en sådan proces. For et evangelisk syn på boden henvises til Luthers skrift ”Om bodens sakramente”.

10. Helings- og helliggørelsesproces frem mod nyt ægteskab

I en proces hen mod nyt ægteskab bør den fraskilte indgå i ansvarlighedsrelationer i det kristne fællesskab og være i en vandring med andre under korsets helende kraft. Det gælder i forhold til sår, som er skabt af det tidligere brud og i forhold til synd og destruktive mønstre, som har være medvirkende til bruddet. Forudsætning for gengiftning må være en oprigtig anger over den skilsmisse, som er gået forud, samt en tillid til, at vedkommende vil det gode liv under Guds herredømme og viser tegn herpå. Flere af de ting, som er nævnt her, kan primært appliceres i forhold til mennesker, som bevidst har valgt Guds ord som rettesnor og er deltagende i det kristne fællesskab.

11. Når kristne ledere falder

Kristne ledere, som selv gennemgår en skilsmisse, bør rådes til at holde pause i deres tjeneste. En sådan kirketugts-praksis bør forstås i lyset af ordene i Hebr 12,5-13 om, at Gud tugter den han elsker med henblik på helbredelse og sundhed. Sand kirketugt står ikke i modsætning til syndernes forladelse, men forudsætter denne og understreger samtidig ”at tilgivelsen ikke er det samme som legitimering af det, der er sket” (Valen-Senstad 1987:16). En leder har i en sådan situation personligt brug for ro til at bearbejde krisen, og menigheden har brug for ledere, de kan have tillid til og se hen til som forbilleder. Pausen er en bodstid med henblik på genoprettelse og heling for lederens egen person, og virker samtidig til genoprettelse og heling af menighedens tillid til vedkommende og til kristent lederskab generelt. Også hvor en skilsmisse er påtvunget af en ægtefælle, anbefales en pause fra lederansvar. Der bør i denne periode planlægges et sjælesørgerisk forløb og evt. terapeutisk hjælp. Det skete må ikke ties ihjel. Det er vigtigt, at der tages hånd om skammen, og at personen ikke isoleres. Vejen tilbage til tjeneste bør defineres klart og tydeligt. Er det aktuelt, kan der være en genindsættelse i tjeneste med henblik på at genvinde værdighed og frimodighed i tjenesten i menigheden.

At menighedens tilsynsmænd ifølge 1 Tim 3,2.12 skal være ”én kvindes mand” har nogle tolket som et forbud mod, at ledere må være gengifte efter en skilsmisse. Andre forstår det som et forbud mod polygami, andre igen som et påbud om at være gift. Ved hjælp af 1 Tim 5,9 kan vi udelukke flere af disse tolkninger. Dér hedder det nemlig, at en kvinde for at have status som enke i menigheden, hvortil der var knyttet værdighed, rettigheder og pligter skal have været ”én mands kvinde/hustru”. Det er de samme græske ord som i 1 Tim 3,2 – blot spejlvendt! Vi må formode, at det betyder det samme, sagt til henholdsvis tilsynsmænd og enker, som begge havde en særlig status i menigheden forbundet med særlige kvalifikationer. At en enke skal have været én mands kvinde kan ikke betyde, at hun skal have været gift - det ligger i forvejen i enkebegrebet! Det kan heller ikke betyde, at enken ikke må have levet i polygami, for kun mænd levede polygamt, ikke kvinder. Det kan ej heller betyde, at enkerne kun må have været gift én gang sådan generelt. Var hun f.eks. gift to gange, fordi den første ægtefælle var død, var der ikke noget galt i det. Tænkes der på, at man ikke må være i andet ægteskab efter en skilsmisse, er det meget uklart formuleret. Bedre er det at forstå det sådan, at ’én mands kvinde’ er en enke, som har været tro overfor sin mand og ikke været ’løs på tråden’. Tilsvarende er ’én kvindes mand´ en tilsynsmand, som er tro overfor sin hustru og ikke er sammen med andre kvinder udenfor ægteskabet. I den græsk-romerske kultur, som Timoteus og de menigheder, han tilser, befinder sig i, var det nærmest normen, at mænd fandt seksuel tilfredsstillelse udenfor ægteskabet. Men en tilsynsmand skal afspejle andre værdier og være modkultur på dette område.

12. Om at henvise til rådhuset

Præster og menigheder som konsekvent siger nej til at vie fraskilte henviser undertiden til borgerlig vielse på rådhuset. Der kan være flere forståelige grunde til det. Det kan være svært at vurdere skyld og uskyld. Denne vurdering lægger man over til folk selv ved at henvise til rådhuset. Man kan også mene, at det kirkelige ritual (”indtil døden jer skiller”) ikke kan gentages, hvorfor man henviser til borgerlig vielse. En sådan praksis markerer, at gengiftning ikke er Guds oprindelige vilje. Der er dog en bagside ved henvisning til borgerlig vielse, som bør overvejes nøje (og som ikke har noget med den borgerlige vielse at gøre, den fejler ikke noget). Mener man, at det er forsvarligt, at folk giftes på rådhuset, må de også kunne giftes i kirken, og omvendt: kan de ikke giftes i kirken, bør de heller ikke henvises til rådhuset. Ellers indikerer man, at den borgerlige vielse er mindre forpligtende, mindre bindende og mindre gyldig ind for Gud end den kirkelige. Ægteskabet er en skabelsesordning og er primært et samfundsanliggende. At vielsen foregår i kirkens rum er sekundært og beror på en særlig historisk udvikling. Sådan var det ikke oprindeligt. Et andet forhold bør overvejes: At sige til mennesker, at de ved indgåelse af andet ægteskab ikke kan svare ja til spørgsmålet om at ære og elske hinanden og leve sammen i onde og gode dage indtil døden skiller, er at fratage dem tilliden til, at de nu går ind i et helligt forbund for resten af livet. Skal et ægteskab nr. 2 overhovedet komme på tale, må det være målet at hjælpe mennesker ind i en sådan tillid på ny og dermed forkynde, at tilgivelse og genuin genoprettelse er mulig.